Styresystemer
Et styresystem (eller "operativsystem" (OS)) er den software, der er nødvendig for at en computer kan fungere. Det er den software der styrer de basale funktioner, og som alle andre programmer kører i. Styresystemet danner baggrunden på skærmen og lader brugeren finde filer og programmer på computeren.
Der findes et utal af styresystemer, men der er tre typer, der dominerer personlige computere:
01. Microsoft Windows findes på over 80% af alle computere. Systemet er ofte forudinstalleret på computere, bl.a. fra HP og Dell, men kan også købes særskilt. Den nyeste udgave hedder Windows 7 og findes i mange forskellige versioner og prisklasser, de to mest udbredte er "Home Premium" (kr. 1.400,-) eller "Professional" (kr. 2.250,-). Udover at vælge version, skal man også vælge om man vil køre 32bit eller 64 bit, alt efter hvilken hardware og software man skal bruge.
02. Apple MacOS X findes kun til computere produceret af Apple og har derfor en markedsandel på under 10%. Den seneste udgave hedder 10.6 "Snow Leopard" og findes kun i én version (der både er 32 bit og 64 bit). MacOS X 10.6 er forudinstalleret på alle nye Mac'er. Hvis man opgraderer fra MacOS X 10.5 koster version 10.6 kr. 225,-; ellers kan styresystemet kun købes sammen med software-pakken iLife og kontor-pakken iWork til i alt kr. 1.200,-.
03. Linux er et gratis styresystem, som udvikles af brugerne som "Open Source". Systemet kan frit downloades fra internettet eller købes til symbolsk pris fra forskellige leverandøre. Der findes flere sideløbende udgaver, hvor den mest udbredte er "Ubuntu". Styresystemet er hurtigt og stabilt, men er ikke helt så let at bruge, som Mac og Windows. Linux har en marketsandel på under 5% og kan fås forudinstalleret på computere bl.a. fra IBM/Lenovo. Linux fylder ikke så meget på harddisken, kræver ikke så hurtig processor og giver længere batteritid på bærbare computere. Derfor er det bl.a. populært til "Netbooks".
De programmer man gerne vil installere på sin computer, skal være kompatible med det styresystem man benytter. Nogle programmer, som f.eks. OpenOffice og Firefox findes til alle tre styresystemer, men andre programmer findes kun til én eller to styresystemer. Der findes klart flest programmer til Windows, men der findes stadig rigtig mange programmer til både Mac og Linux. Der findes en række muligheder for at bruge Windows-programmer selv om man kører Mac eller Linux, som f.eks. Boot Camp, Wine, Parallels, m.v.
Det samme gælder virus. Virus til Windows virker ikke på andet end Windows-maskiner. Da Windows findes på de fleste computere, giver det ikke meget mening, at udvikle virus til Mac og Linux, der så ikke virker på over 80% af verdens computere. Det betyder, at Windows-computere er stærkt plaget af virus og anden skadelig software, og det anbefales at købe antivirus-software hvis man kører Windows. Det er ikke kun styresystemet, som kan bære virus, derfor er man bedre sikret mod virus, hvis man bruger software som ikke er så udbredt, bl.a. Firefox i stedet for Internet Explorer; Thunderbird i stedet for Outlook; OpenOffice i stedet for Microsoft Office.
- 655 visninger
-

- log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

